Lidt om antabus

- antabus (disulfiram) blev opdaget ved et tilfælde, da arbejdere på en gummifabrik opdagede, at de ikke kunne drikke uden at blive voldsomt syge.


Kort efter 2. Verdenskrig sporede et hold danske forskere årsagen hertil, nemlig et kemisk stof, der anvendes i fremstillingen af gummi. I slutningen af 40erne blev stoffet for første gang brugt i behandlingen af alkoholisme

Alkoholikere på Antabus tager typisk en pille 1 til 2 gange om ugen. Så længe alkoholikeren ikke drikker, skulle der ikke være bivirkninger ved stoffet. Men blot få minutter efter at have indtaget selv en ganske lille mængde alkohol, oplever alkoholikeren en voldsom reaktion, der kan være:

Kraftig ansigtsrødmen, dunken i hoved og hals, dunkende hovedpine, åndedrætsbesvær, kvalme, gentagende opkastninger, sved, tørst, brystsmerter, hjertebanken, hyperventilation, lavt blodtryk, pludselige svaghedsanfald, uro, svimmelhed, synsforstyrrelser og forvirring.

I svære tilfælde åndedrætskollaps, hjertekarkollaps, uregelmæssig hjerterytme, hjerteinfarkt, hjertestop, bevidstløshed, krampe og død.

Reaktionen varierer i intensitet fra person til person – også afhængigt af mængden af antabus i kroppen og den indtagne mængde alkohol.

Antabus virker ved at påvirke nedbrydningen af alkohol i leveren.

Tilsyneladende standser stoffet forbrændingen på acetaldehyd-stadiet, således at acetaldehyd ophobes i kroppen, hvorved den voldsomme reaktion opstår. Da antabus optages og udskilles langsomt, kan en enkelt dosis "beskytte" alkoholikeren i mellem fem og syv dage.

Mens forskerne har kortlagt antabussens grundlæggende virkning på kroppen, har man endnu ikke fuldt overblik over alle enkelhederne.

Da stoffet først blev brugt i 1940erne foregik der stort set ingen forskning vedrørende bivirkningerne. Alkoholikere var de første "forsøgskaniner". Bivirkningerne blev noteret, efterhånden som de opstod, og dosis blev justeret ved at prøve sig frem.

Nylige fund viser, at en daglig dosis antabus kan have dybtgående indvirkning på både det fysiske og det mentale helbred - selv hos ædru alkoholikere.

Det grundlæggende spørgsmål er derfor: Opvejer fordelene virkelig ulemperne?

Hvis man ser positivt på det, så må man erkende, at drikketrangen ganske pludselig og overvældende kan overmande en ædru alkoholiker. Men med antabus i huset har han et middel til at bekæmpe denne trang og give sig selv tid til at tænke rationelt.

Antabussen kan altså købe ham eller hende kostbar tid.

Men selvom antabus kan afholde nogle alkoholikere midlertidigt fra at drikke, gør stoffet kun lidt eller slet intet for at sikre eller fremme livsvarig ædruelighed.

Antabussen kan hverken styre eller eliminere den fysiske afhængighed af alkohol, hvilket de mange patienter, der holder op med deres daglige antabus, ofte glemmer.

Tragisk nok er den fysiske trang til at drikke ofte mange gange stærkere end frygten for antabus-reaktionen, og derfor kan alkoholikeren godt finde på at drikke på antabus uden tanke for de farlige og - af og til - dødelige konsekvenser.

Det sidste argument imod antabus er, at brugen af antabus kan forhindre den ædru alkoholiker i selv at tage ansvaret for sin egen ædruelighed.

Alkoholikeren bruger et "stof" til at afholde sig fra at drikke alkohol, og når dette stof tages fra ham eller hende, begynder vedkommende med stor grad af sandsynlighed at drikke igen.

Alkoholikerens varige ædruelighed afhænger i vid udstrækning af evnen til at affinde sig med, at sygdommen er kronisk.

Alkoholikeren må forstå, at hans eller hendes sårbarhed over for alkoholens skadelige virkning ikke forsvinder med tiden, og alkoholikeren må derfor altid være op vagt over for mulige forhindringer eller risiko for vedkommendes ædruelighed.

Når alkoholikeren gennemgår en effektiv behandling, indser vedkommende, at der ikke behøver være tale om en indædt og konstant kamp. Når en alkoholiker lærer om sin sygdom, vil han eller hun også forstå, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at drikke, og hvad der skal gøre for at fastholde ædrueligheden.

Overordnet kan man sige, at antabus kan bruges under lægeopsyn af nogle alkoholikere som midlertidig hjælp i de første uger eller måneder af deres ædruelighed, hvor risikoen for tilbagefald er størst.

Men efter en effektiv behandling behøver alkoholikeren ikke bruge antabus for at holde sig ædru. Styrken til at sige "nej tak" til alkohol vil komme indefra og ikke fra et udefrakommende giftstof.

News and Sponsors